“Skal vi ta’ højre eller venstre ben først?” Spurgte overlægen mig

Det lyder måske som et spørgsmål, som en kirurg kunne stille før han skulle til at amputere et menneskes to ben. Det var nu ikke det han skulle, men det var mine ben han snakkede om. Jeg sad på Silkeborg Sygehus og blev gjort klar til en dobbeltsidet hofteoperation: to nye hofter skulle monteres og hvis nu ikke det gik som planlagt med den første, ville det jo være rart at vide om jeg ønskede den ene eller anden udskiftet først.

Overskriften til min historie kunne også have været: ”Det var med vilje”, for den handler nemlig om hvor langt man kan gå for at nå sine mål, når bare viljen er stærk nok. Det er historien om at hvis målet er vigtigt nok, så kan en tur gennem helvede ikke holde os tilbage fra at nå det. Jeg tør med ordet ”os” godt generalisere på at alle mennesker kan levere ’den store præstation’, hvis de kan blive tilstrækkelig motiveret. Og det tør jeg for hvis jeg kunne, så kan andre også; jeg er nemlig på ingen måde noget overmenneske.

Sagen er at jeg faktisk løb mine hofter i stykker og da de blev skiftet var de så slidte at der ikke var noget brusk tilbage på ”kugle og skål”. Jeg kunne til sidst kun gå eller snare humpe 200 meter før jeg måtte hvile mig på grund af voldsomme smerter, der slet ikke kunne holdes nede med smertestillende håndkøbsmedicin. Og receptpligtigt medicin faldt mig aldrig ind.

Det hele startede med at jeg som pilotelev på Flyveskolen tilbage i 1988 begyndte at få nogle mavesmerter, som ingen kunne forklare udover at det sandsynligvis skyldtes presset over at gå på Flyveskolen, som jo reelt var et udvælgelsesforløb, hvor jeg skulle testes for om jeg var egnet som militærpilot. Kravene var høje og presset stort. Men min motivation var tårnhøj! ”Den store præstation”. Jeg VILLE bestå!

Midt i forløbet er mine mavesmerter så kraftige, at jeg ikke længere får sovet mere end et par timer af gangen og flere nætter sidder jeg på hug op ad en radiator ude på badeværelset og knuger mig sammen for at kunne holde smerterne ud. Jeg spiser kun lidt og taber mig temmelig meget. Alligevel lykkes det mig at blive klar til teoriundervisningen og de krævende flyveture. Selv idrætten klarede jeg. I dag forstår jeg slet ikke hvor viljestyrken kom fra. Lige før jul flyver og består jeg den sidste og afgørende test: ”Final tjekket” og består hele kurset som nummer 2 i klassen. Det skriver jeg ikke for at prale, for jeg skulle slet ikke være nået så langt. Jeg skriver det for at understrege at det ikke var søvn og sund kost, der fik mig igennem, men ene og alene min vilje.

I juleferien bliver mine mavesmerter så voldsomme, at jeg næsten kun ligger i sengen. Efter ferien er jeg en uge på Flyveskolen, men kan ikke mere. Om søndagen i weekenden efter den uge bliver jeg indlagt på Herning Sygehus og diagnosen hedder blindtarmsbetændelse. Da jeg vågner op efter operationen får jeg at vide at de udover blindtarmen havde været nødt til at fjerne både noget af tyktarmen og tyndtarmen. Jeg var egentlig ligeglad for jeg havde ingen smerter længere og efter et par dage begyndte maven at fungere og jeg kunne spise uden det gjorde ondt bagefter. Jeg tænkte at nu skulle jeg lige bruge et par uger, så kunne jeg komme videre på officerskursus i Oksbøl i 5 måneder og så videre til USA på flyveskole.

Nogle dage senere var der stuegang og jeg husker at en ældre og meget formel overlæge lænede sig indover mig og sagde: ”Ja, det var jo så altså ondartet”. Jeg lå på en 8-mandsstue, kiggede over på sidemanden og tænkte at det måtte være ham overlægen talte om. Lige så kort overlægens besked var lige så hurtigt var han videre på stuegangen. En sygeplejerske kom hen og spurgte om jeg forstod hvad overlægen havde sagt til mig. Og nej da, jeg fattede intet for jeg havde ikke hørt, at der overhovedet havde været mistanke om at det kunne have været kræft, der havde været årsagen til det smertehelvede jeg havde gennemlevet de sidste 3-4 måneder.

Pludselig var jeg blevet kræftpatient og indlagt på Aarhus Kommunehospital og blev undersøgt for at finde ud af om der kunne spores mere kræft i min krop. Det kunne der umiddelbart ikke, men for en sikkerhedsskyld fik jeg en meget intensiv kemokur, som havde et hav af bivirkninger. Jeg husker at jeg til den sidste lægesamtale, inden kuren blev sat i gang, fik at vide, at det var fint, at jeg var i så god fysisk form og at det var vigtigt, at jeg også fik motioneret mens jeg var i behandling. Havde han kendt mig bedre ville han nok have formuleret det anderledes, men jeg tolkede det som at 5-8 kilometers løb hver anden dag og 40 kilometer på cykel de andre dage måtte være passende.

Desværre var en af bivirkningerne ved kemoen, at mine knogler blev bløde og da specielt hofterne blev hårdt belastet, så gik der ikke lang tid før jeg fik smerter, når jeg løb. Efter de 12 uger, som kuren tog, var mine hofteled allerede blevet slidt skæve. Nye smerter i min krop blev en del af hverdagen, og da mine hofter ikke var ødelagt ens i begge sider, så kom jeg til at halte og trække på det ene ben. I et års tid kunne jeg ikke løfte mine knæ højre end at jeg på trapper kun kunne tage trinene med det ene ben.

Der kom langsomt lidt bedring; smerterne aftog næsten helt, men slidtagen var uoprettelig. Til gengæld var vejen et par år senere åben for at jeg kunne genoptage pilotuddannelsen. Da forsvaret ikke vidste hvilket ben de skulle stå på i forhold til at lade mig fortsætte, solgte jeg min bil og købte civile flyvetimer for nu VILLE jeg mere end nogensinde være pilot!

Jeg var godt i gang med uddannelsen som trafikpilot, da forsvaret godkendte mig til at fortsætte den militære uddannelse. Og kort tid efter stod jeg i USA som pilotelev og kunne endelig fortsætte min store drøm. Jeg kan huske at min første flyveinstruktør roste min flyvning (men han vidste jo heller ikke at jeg havde smugtrænet lidt hjemmefra) og lod en bemærkning falde om, at det var på trods af, at jeg godt nok gik lidt underligt. Jeg var ligeglad for jeg var på vej til at blive pilot og ingenting skulle stoppe mig nu.

Det var der heller ingenting der gjorde og efter nogle års tjeneste som pilot og flyveinstruktør var jeg tilbage på Flyveskolen, nu bare som instruktør. Og jeg vidste hvad der skulle til for at klare kravene der som elev: VILJE! Det varede dog ikke længe før jeg igen selv fik brug for den…

Jeg blev optaget på Flyvevåbnets kaptajnskursus i 2003 og et af adgangskravene var at jeg skulle bestå en løbetest. Jeg havde indtil da fået dispensation fra løbekravet, men den gik altså ikke, hvis jeg ville være kaptajn; og det VILLE jeg! Efter et par måneder med smertelig løbetræning gik jeg op og bestod løbetesten. I løbet af kaptajnsuddannelsen fandt jeg ud af, at jeg også skulle bestå den for at få den ansættelseskontrakt, der fulgte med min kaptajnsuddannelse. Og selvom smerterne var kommet tilbage efter den første løbetest, så trænede jeg mig op til den og bestod den og det endda ikke engang som den sidste der kom over målstregen.

Derefter gik det kun ned ad bakke. Smerterne tiltog og min halten blev værre og værre. Et halv års tid før jeg blev opereret var mine ben blevet så stive og smerterne så kraftige, at jeg en dag måtte liste mig over i hangaren og udtænke og afprøve en teknik til hvordan jeg dagen efter kunne kravle op i flyet; for jeg VILLE flyve!

Heldigvis fik jeg samtidig stor hjælp og støtte fra Flyvevåbnets læger til at få afklaret hvorvidt det både var forsvarligt at blive ved med at flyve med mine dårlige ben og hvordan det kunne lade sig gøre at fortsætte med at flyve, hvis nu jeg besluttede mig for at få to nye hofter.

Kort tid efter måtte jeg give efter og blev henvist til en hofteoperation på Silkeborg Sygehus. Operationen gik godt og begge hofter blev udskiftet samme dag. 3 måneder senere sad jeg atter i min flyvemaskine og nød at kunne flyve mere end 10 minutter inden smerter gjorde det ubehageligt at være spændt fast i flyets noget uergonomiske sæde.

Mit budskab er ikke, at man kan hvad man vil, men snarere at hvis vi virkelig, virkelig; altså VIRKELIG vil noget, så kan vi præstere det overmenneskelige! Prisen, ja den skal så betales bagefter. Jeg brugte min vilje på, at nå det jeg ville på mine egne vegne. Prisen var et mangeårigt smertehelvede og to kunstige hofter. 

Anderledes bliver det, når vi bruger vores vilje til at få andre til at præstere noget overmenneskeligt. Der er stadig en pris der skal betales; nu er det bare et andet menneske der kommer til det.

Vi snakker ‘high performance teams’ som aldrig før, og om jagten på den store præstation for at nå de sorte tal på bundlinjen. Derfor har sportsverden også kunnet inspirere med sine sejrer og imponerende præstationer udøvet af sportsfolk, der er blevet inspireret, motiveret og drevet frem af deres vilje og nogle dygtige coaches.

Der har været et sultent marked som coaches, sportsflok og militærfolk som mig selv har kunnet lukrere på i 1-2 årtier. Aldrig før er så mange chefer og ledere blevet trænet til selv at levere den store præstation og få skabt high performance teams i de virksomheder de er ansat i. 

Resultatet? Vi har fået skabt holdninger og kulturer i både de private og offentlige sektorer, der dikterer at alt skal have fokus på resultater, præstationer og effektivitet. Vi har nærmest gjort det til et mål at få ét menneske til at udføre det samme som der skulle to mennesker til tidligere. Prisen; ja den skal jo betales og det bliver den som aldrig før! Stress, depression, sygemeldinger på grund af overbelastning og dårligt arbejdsmiljø taler sit eget tydelige sprog.

Heldigvis er der også en løsning. Den kræver imidlertid en opvågning og en accept af problemet. Og en forståelse for at det, der skaber problemet også skal løse det, nemlig LEDELSE. 

Det er på høje tid, at vi begynder at lede på en måde, så mennesker ikke går i stykker af det. Hverken de der leder eller dem de leder. Målet for fremtidens ledelse skal være skabelsen af bæredygtige kulturer, som mennesker trives og blomstrer i. De første der formår at omstille sig, bliver fremtidens vindere. 

Præmien? Liv i balance og flow med kvalitet og energi. Ikke kun i arbejdslivet, men i hele livet.

Det er min mission med COCKPITTET ?