“DET VAR ONDARTET!”

Jeg husker ikke den præcise dato, men det var en januar morgen i 1989. Der var stuegang på Herning Sygehus og overlægen var nået hen til min seng på den ottemandsstue jeg lå på. ”Det var ondartet!” sagde han. Bag ham stod en meget stille sygeplejerske og hørte vores samtale, som slet ikke var nogen samtale. Faktisk husker jeg ikke, at han sagde ret mere end: ”Det var ondartet!”. Måske gjorde han det alligevel. Måske var jeg bare holdt op med at høre efter…

Jeg var aldeles uforberedt og det kom som lyn fra en klar himmel. Jeg var en lille uges tid tidligere blevet opereret og havde fået fjernet noget af min tyk- og tyndtarm. Inden operationen havde jeg dagligt igennem et lille halvt års tid haft de mest afsindige mavesmerter. De var fuldstændig væk nu og jeg følte, at jeg var i hurtig bedring ovenpå operationen. Slanger og dræn var blevet fjernet og jeg kunne gå normalt på toilet. Jeg var faktisk slet ikke klar over, at der var blevet taget vævsprøver, som var sendt til undersøgelse.
Derfor blev jeg umiddelbart mere overrasket end forskrækket, da overlægen fortalte at ”Det var ondartet!”. Jeg var helt uforberedt og var, udover en stille sygeplejerske og mine medpatienter, alene på stuen; ingen pårørende var der… Stemningen på stuen havde været fin og munter for ingen af os fejlede noget alvorligt, som vi ikke var i bedring over.
Overlægen gik og sygeplejersken kom hen og informerede mig lidt mere detaljeret om, hvad det var, han lige havde sagt.

Det sidste års tid havde jeg været pilotelev på Flyveskolen på Flyvestation Avnø ved Næstved og havde lige før julen 1988 bestået den sidste flyveprøve, det såkaldte ”Final Check”, som er det nåleøje, man skal igennem for at blive pilot i Forsvaret. Jeg husker, at det første jeg tænkte efter, at have modtaget overlægens besked var: ”Øv, der røg pilotuddannelsen sgu’!”, men også at jeg jo så bare måtte gøre den ingeniøruddannelse færdig, som jeg havde fået orlov fra.
Det sidste halve år på pilotuddannelsen havde været selve pilotudvælgelsen, som havde budt på meget teori og mange eksamener og selvfølgelig også en del flyveture. Jeg husker stadig hvordan jeg hver nat de sidste tre måneder havde siddet på gulvet ude på badeværelset, og knuget mig sammen på hug, da det gjorde smerterne en smule mindre. Efter 2-3 timer var smerterne aftaget så meget, at jeg udkørt kunne liste i seng og få nogle få timers søvn. Vi boede på tomandsværelser på Flyveskolen, men min makker var desværre afgået fra udvælgelsen, så jeg havde værelset for mig selv i den periode. Jeg var ked af at han var afgået fra skolen, men det gjorde det også muligt for mig at være alene i det smertehelvede, jeg gennemlevede hver nat.
Jeg havde opsøgt Flyveskolens læge nogle gange, men uden at blive undersøgt grundigt. Jeg har sikkert også underdrevet problemet lidt for ikke at risikere, at miste chancen for at blive pilot… Men det var altså ondartet og havde siddet i nogle lymfekirtler omkring tarmene.

Da jeg skulle opereres var det stadig lykkedes mig at tale problemet ned, så der var kun blevet lagt an til en blindtarmsoperation. Men da jeg var blevet bedøvet og operationen var gået i gang, kunne jeg af gode grunde ikke længere holde noget skjult. Det ses også af det ar, jeg har, at operationen var begyndt som en blindtarmsoperation og at der efterfølgende var skåret i både retning og længde til noget andet og mere end blot en fjernelse af min blindtarm. Det havde vist ikke set så godt ud, da der først var frit kig ind i min bug. Der var gået hul på tarmene og det var i absolut sidste øjeblik at jeg havde overgivet mig til kirurgerne, som til gengæld gjorde et fint arbejde med at få ryddet op og syet ”tingene” sammen igen.
Men de havde altså sendt noget af det væv, de fjernede til undersøgelse og ”det var ondartet” det, de fandt. En meget surrealistisk besked at få som 25 årig, især da jeg ikke havde haft det så godt længe, som jeg havde det den januarmorgen. Jeg havde tabt mig omkring 15 kilo, tror jeg, men var faktisk i en temmelig god fysisk form, da jeg ikke havde svigtet idrætten og løbeturene. Jeg kunne igen spise og drikke uden at det gjorde ondt kort tid efter. Mit sår helede også pænt op. Og da jeg ikke anede, at der var sendt vævsprøver til undersøgelse, var jeg optimistisk på vej op og skulle lige om lidt i gang med næste trin i uddannelsen og om et halvt år til USA på flyveskole. Men den drøm stoppede lige der den morgen…

Da overlægen var gået, kom sygeplejersken hen til mig og spurgte om hvordan jeg havde det med beskeden. Der var blevet meget stille på stuen efter overlægen havde afleveret beskeden til mig og snakken ville ikke rigtig i gang igen. Jeg husker at alle var tavse og at stemningen blev noget trykket, men også at den slet ikke matchede, hvordan jeg oplevede situationen. Det faldt mig aldrig ind, at man faktisk kunne dø af noget, der var ondartet og det blev aldrig en af de muligheder, jeg så for mig i det næste, der skulle eller kunne ske i mit liv…
Jeg kom i de næste uger igennem et hav af undersøgelse på Kommunehospitalet i Aarhus og ingenting blev fundet, som kunne indikere, at der var noget ondartet tilbage i mig. Men jeg blev anbefalet en kemobehandling alligevel, da de vævsundersøgelser man havde foretaget, viste at cancertypen var en temmelig aggressiv en af slagsen.
I 12 uger kørte min far mig til Aarhus en gang om ugen, for at jeg ambulant kunne få en portion kemo. Det var hård kost og min krop blev da også banket totalt ned i løbet af få uger. Jeg var sygemeldt mens det stod på og tiden var pludselig lang, så det var med at få nogle daglige rutiner indlagt. Appetitten fejlede ingenting, da jeg fik noget medicin, der hjalp den lidt på vej, så måltiderne blev vigtige ligesom madudsendelser i fjernsynet også gjorde det. Jeg var blevet anbefalet at motionere, så hver dag cyklede jeg omkring 30-40 kilometer og løb ofte også 4-5 kilometer om aftenen.

Jeg gik aldrig i gang med at forberede mig på at komme tilbage til ingeniørstudiet. Jeg vidste bare at jeg skulle tilbage i et cockpit. Jeg ville flyve; – mere end nogensinde! Turen igennem kemobehandlingen og den efterfølgende restituering fik derfor også en meget symbolsk betydning for min kamp om at nå min pilotdrøm. To år senere blev jeg helbredsmæssigt godkendt som trafikflyver og begyndte at købe flyvetimer for alle mine penge. Jeg nåede ikke at gøre det færdig, for året efter godkendte Forsvaret, at jeg måtte genoptage min militære pilotuddannelse.

14317581_1279834415361452_5154309995057989956_n

I dag, mere end 20 år senere, bliver jeg stadig mindet om en kamp, der blev vundet på troen på – og viljen til – virkelig at ville det: Nemlig hver gang jeg kravler op i et cockpit og tager turen op mellem skyerne! Når jeg sidder deroppe og tager et af mine ”vinge”-billeder, så føler jeg måske nok en vis stolthed over mit fag, men især føler jeg kæmpe stor taknemmelighed fordi jeg fik en chance til i livet…
_____________________

Jeg oplever, at der i alle vores kampe – store som små – ligger en mulighed for læring. Læring som vi kan vokse af og bruge senere i livet. Det handler mit næste blog-indlæg om.

14238221_1279834402028120_7298337745246303564_n