“DET VAR ONDARTET!”

Jeg husker ikke den præcise dato, men det var en januar morgen i 1989. Der var stuegang på Herning Sygehus og overlægen var nået hen til min seng på den ottemandsstue jeg lå på. ”Det var ondartet!” sagde han. Bag ham stod en meget stille sygeplejerske og hørte vores samtale, som slet ikke var nogen samtale. Faktisk husker jeg ikke, at han sagde ret mere end: ”Det var ondartet!”. Måske gjorde han det alligevel. Måske var jeg bare holdt op med at høre efter…

Jeg var aldeles uforberedt og det kom som lyn fra en klar himmel. Jeg var en lille uges tid tidligere blevet opereret og havde fået fjernet noget af min tyk- og tyndtarm. Inden operationen havde jeg dagligt igennem et lille halvt års tid haft de mest afsindige mavesmerter. De var fuldstændig væk nu og jeg følte, at jeg var i hurtig bedring ovenpå operationen. Slanger og dræn var blevet fjernet og jeg kunne gå normalt på toilet. Jeg var faktisk slet ikke klar over, at der var blevet taget vævsprøver, som var sendt til undersøgelse.
Derfor blev jeg umiddelbart mere overrasket end forskrækket, da overlægen fortalte at ”Det var ondartet!”. Jeg var helt uforberedt og var, udover en stille sygeplejerske og mine medpatienter, alene på stuen; ingen pårørende var der… Stemningen på stuen havde været fin og munter for ingen af os fejlede noget alvorligt, som vi ikke var i bedring over.
Overlægen gik og sygeplejersken kom hen og informerede mig lidt mere detaljeret om, hvad det var, han lige havde sagt.

Det sidste års tid havde jeg været pilotelev på Flyveskolen på Flyvestation Avnø ved Næstved og havde lige før julen 1988 bestået den sidste flyveprøve, det såkaldte ”Final Check”, som er det nåleøje, man skal igennem for at blive pilot i Forsvaret. Jeg husker, at det første jeg tænkte efter, at have modtaget overlægens besked var: ”Øv, der røg pilotuddannelsen sgu’!”, men også at jeg jo så bare måtte gøre den ingeniøruddannelse færdig, som jeg havde fået orlov fra.
Det sidste halve år på pilotuddannelsen havde været selve pilotudvælgelsen, som havde budt på meget teori og mange eksamener og selvfølgelig også en del flyveture. Jeg husker stadig hvordan jeg hver nat de sidste tre måneder havde siddet på gulvet ude på badeværelset, og knuget mig sammen på hug, da det gjorde smerterne en smule mindre. Efter 2-3 timer var smerterne aftaget så meget, at jeg udkørt kunne liste i seng og få nogle få timers søvn. Vi boede på tomandsværelser på Flyveskolen, men min makker var desværre afgået fra udvælgelsen, så jeg havde værelset for mig selv i den periode. Jeg var ked af at han var afgået fra skolen, men det gjorde det også muligt for mig at være alene i det smertehelvede, jeg gennemlevede hver nat.
Jeg havde opsøgt Flyveskolens læge nogle gange, men uden at blive undersøgt grundigt. Jeg har sikkert også underdrevet problemet lidt for ikke at risikere, at miste chancen for at blive pilot… Men det var altså ondartet og havde siddet i nogle lymfekirtler omkring tarmene.

Da jeg skulle opereres var det stadig lykkedes mig at tale problemet ned, så der var kun blevet lagt an til en blindtarmsoperation. Men da jeg var blevet bedøvet og operationen var gået i gang, kunne jeg af gode grunde ikke længere holde noget skjult. Det ses også af det ar, jeg har, at operationen var begyndt som en blindtarmsoperation og at der efterfølgende var skåret i både retning og længde til noget andet og mere end blot en fjernelse af min blindtarm. Det havde vist ikke set så godt ud, da der først var frit kig ind i min bug. Der var gået hul på tarmene og det var i absolut sidste øjeblik at jeg havde overgivet mig til kirurgerne, som til gengæld gjorde et fint arbejde med at få ryddet op og syet ”tingene” sammen igen.
Men de havde altså sendt noget af det væv, de fjernede til undersøgelse og ”det var ondartet” det, de fandt. En meget surrealistisk besked at få som 25 årig, især da jeg ikke havde haft det så godt længe, som jeg havde det den januarmorgen. Jeg havde tabt mig omkring 15 kilo, tror jeg, men var faktisk i en temmelig god fysisk form, da jeg ikke havde svigtet idrætten og løbeturene. Jeg kunne igen spise og drikke uden at det gjorde ondt kort tid efter. Mit sår helede også pænt op. Og da jeg ikke anede, at der var sendt vævsprøver til undersøgelse, var jeg optimistisk på vej op og skulle lige om lidt i gang med næste trin i uddannelsen og om et halvt år til USA på flyveskole. Men den drøm stoppede lige der den morgen…

Da overlægen var gået, kom sygeplejersken hen til mig og spurgte om hvordan jeg havde det med beskeden. Der var blevet meget stille på stuen efter overlægen havde afleveret beskeden til mig og snakken ville ikke rigtig i gang igen. Jeg husker at alle var tavse og at stemningen blev noget trykket, men også at den slet ikke matchede, hvordan jeg oplevede situationen. Det faldt mig aldrig ind, at man faktisk kunne dø af noget, der var ondartet og det blev aldrig en af de muligheder, jeg så for mig i det næste, der skulle eller kunne ske i mit liv…
Jeg kom i de næste uger igennem et hav af undersøgelse på Kommunehospitalet i Aarhus og ingenting blev fundet, som kunne indikere, at der var noget ondartet tilbage i mig. Men jeg blev anbefalet en kemobehandling alligevel, da de vævsundersøgelser man havde foretaget, viste at cancertypen var en temmelig aggressiv en af slagsen.
I 12 uger kørte min far mig til Aarhus en gang om ugen, for at jeg ambulant kunne få en portion kemo. Det var hård kost og min krop blev da også banket totalt ned i løbet af få uger. Jeg var sygemeldt mens det stod på og tiden var pludselig lang, så det var med at få nogle daglige rutiner indlagt. Appetitten fejlede ingenting, da jeg fik noget medicin, der hjalp den lidt på vej, så måltiderne blev vigtige ligesom madudsendelser i fjernsynet også gjorde det. Jeg var blevet anbefalet at motionere, så hver dag cyklede jeg omkring 30-40 kilometer og løb ofte også 4-5 kilometer om aftenen.

Jeg gik aldrig i gang med at forberede mig på at komme tilbage til ingeniørstudiet. Jeg vidste bare at jeg skulle tilbage i et cockpit. Jeg ville flyve; – mere end nogensinde! Turen igennem kemobehandlingen og den efterfølgende restituering fik derfor også en meget symbolsk betydning for min kamp om at nå min pilotdrøm. To år senere blev jeg helbredsmæssigt godkendt som trafikflyver og begyndte at købe flyvetimer for alle mine penge. Jeg nåede ikke at gøre det færdig, for året efter godkendte Forsvaret, at jeg måtte genoptage min militære pilotuddannelse.

14317581_1279834415361452_5154309995057989956_n

I dag, mere end 20 år senere, bliver jeg stadig mindet om en kamp, der blev vundet på troen på – og viljen til – virkelig at ville det: Nemlig hver gang jeg kravler op i et cockpit og tager turen op mellem skyerne! Når jeg sidder deroppe og tager et af mine ”vinge”-billeder, så føler jeg måske nok en vis stolthed over mit fag, men især føler jeg kæmpe stor taknemmelighed fordi jeg fik en chance til i livet…
_____________________

Jeg oplever, at der i alle vores kampe – store som små – ligger en mulighed for læring. Læring som vi kan vokse af og bruge senere i livet. Det handler mit næste blog-indlæg om.

14238221_1279834402028120_7298337745246303564_n

De satans forandringer! Eller…?

Hvilken størrelse har ledelse?

Ledelse er en fantastisk ‘størrelse’, for det er det nemlig overhovedet ikke!  Ledelse er ikke en endelig størrelse, som vi én gang for alle bare får styr på og som vi får sat på en eviggyldig formel. Det er jo også derfor, der bliver skrevet så mange bøger om ledelse, som alle giver et bud på hvad ledelse egentlig er for en størrelse. Ledelse forandrer sig konstant, både hvad det er og hvordan vi udøver den. Det er nok det mest eviggyldige vi kan sige om ledelse!? Dem der udøver ledelse, dem det “går ud over”, og den kontekst den udøves i, forandrer sig konstant. Så forandring er det eneste, der altid vil være en fællesnævner for ledelse!

Forandring og ledelse

Der er sagt og skrevet meget om forandring og ledelse. At lede forandring er også forsøgt sat på en endegyldig formel, men uden held. Derfor vil der også i fremtiden blive udgivet flere bøger om forandringsledelse. Også nogle frække bøger, som pludselig vender det hele på hovedet og kalder det ledelsesforandring eller forandringslede.
Men kendsgerningen er, at ledelse altid handler om at flytte noget. Ledelse er at nå mål, hvilket kræver bevægelse, og med bevægelse følger forandring. Arh hva´!? Hvad så med ambitionen om at bevare stabilitet og status quo? Der flytter vi os jo ikke? Jo, det gør vi faktisk! At “blive på stedet” er som ligge for anker med et skib. Det kan godt være, at skibet ligger stille i forhold til en geografisk position, men det omkringliggende – vandet – bevæger sig konstant og til tider er bølgerne høje. Selv for anker skal skibet holdes i vandet. Stabilitet og ‘status quo’ er derfor noget relativt, som kræver ligeså meget ledelse som at sætte kurs mod en ny havn.

Derfor undrer det mig også, at forandring får så stor en plads i relation til ledelse i og med det er den eneste konstant, der indgår i ledelsesformlen…

Det skal bare give mening!

Blog - ChangesForandringer bliver talt om som om, det er noget, der altid møder kæmpemæssig modstand og som kræver brændende platforme for at rive folk ud af deres ‘komfort celler’.

Jeg tænker snarere at alle faktisk gerne vil opleve forandring og bidrage til den, når det giver god mening! Den modstand vi, som ledere oplever mod forandring, er jo blot et sundhedstegn og skal mere ses som en udfordring af, hvad det er, som giver mening ved at gøre det, vi nu ønsker skal ske. Det er en måde, hvorpå vi får trykprøvet vores intentioner og idéer.
Modstand mod forandring er lederens oplevelse, ikke den ledtes. Lidt ligesom, når en fodboldspiller efter en kamp udtaler, at det var en stærk modstander, de var oppe imod. Det er jo hans oplevelse og ikke et udtryk for om modstanderen reelt er stærk.

Når vi som ledere oplever at stå overfor en modstander i forbindelse med det, vi ønsker at nå og bliver udfordret på vores plan, så er det fordi, vi endnu ikke har været tilstrækkelig dygtige til at overbevise om, at det giver god mening at udføre den. … And it´s really that easy!

Spørg hvorfor?

Der er en tendens til, at vi som ledere springer motivationen for, hvorfor vi ønsker en plan gennemført over, når vi skal forklare den til dem, der skal realisere den sammen med os. De overvejelser har vi lige selv været igennem, hvilket jo har affødt planen… Men dem vi er leder for, har typisk ikke været med i den proces og de mange overvejelser om hvorfor.
Det kan ikke understreges nok, hvor meget det betyder at motivere sin plan overfor dem, vi skal udføre den sammen med. Brug rigtig meget tid på at overveje og beskrive HVORFOR; også meget mere end du umiddelbart tænker er nødvendigt. Derefter kan du beskrive hvad og hvordan det skal ske…

Der er ikke noget quick fix til ledelse. Og når du oplever modstand, så er det din oplevelse, og blot en indikation på at du ikke har besvaret spørgsmålet om “hvorfor?” tilfredsstillende endnu.

Hvorfor er COCKPITTET´s logo en spiral?

LogoDet er min erfaring, at de udfordringer jeg møder undervejs i mit liv, både på det private og professionelle plan, dukker op igen og igen, indtil jeg får lært at tackle dem rigtigt. Det kan fx være i relation til min måde at håndtere en medarbejder eller mine børn i bestemte sammenhænge. Hvis ikke jeg lykkedes med at “lukke sagen”, så vil jeg senere opleve mig selv i situation identisk med den forrige.
Jeg ser mit liv som en bevægelse fra centrum og ud langs en spiral. Det jeg oplever undervejs prøver jeg at lære af, men accepterer også, at der altid kan læres mere. Det får jeg så chancen for næste gang jeg kommer til samme sted; nu bare med læringen fra sidste gang i bagagen.
“Stedet” på spiralen kan du forestille dig som en eger i et hjul. Jo længere væk fra centrum af spiralen du befinder dig, desto mere har du lært på dette sted. Da spiralen ikke synes at have en ende betyder det også at vi altid kan lære noget mere. Deraf kommer også mit udtryk om at vi hele tiden skal stræbe efter at blive en bedre udgave af os selv. Det være sig som det menneske vi er professionelt, personligt og privat. Det kan nemlig ikke adskilles, hvis vi som leder ønsker at udvikle os hen imod at være autentiske. At være leder er ikke noget vi spiller, det er noget vi er i relation til nogle andre mennesker. Ligesom når vi er far, mor, ven, kæreste eller ægtefælle.

Er Danmark kun en sølv og bronze nation?

TILLYKKE!
Stort TILLYKKE til de danske OL-deltagere, der har taget medaljer med hjem til Danmark! Jeg har dyb respekt for deres præstationer og er som mange andre blevet rørt over at se deres forløsning, når de efter flere års hårdt slid, endelig står der til OL med medaljen om halsen. Særligt Pernille Blumes reaktion ovenpå sin guldmedalje i 50 meter fri ramte mig lige i hjertet og kaldte mere end én tåre frem.

Danmark nr. 5 i verden!?
Lige nu er OL-deltagerne på vej hjem fra Rio og Danmark samler sig i stolthed om de mange følelser som OL´et har givet os. 15 medaljer blev det til Danmark denne gang, flere end nogensinde før. Og nogen har endda regnet ud, at Danmark placerer sig som nr. 5 i verden, når vi gør op hvor mange indbyggere, der går på en OL-medalje. 1 medalje pr. 380.000 indbyggere mod fx USA´s 1 pr. 2,7 mill. indbyggere.
Hvad kan vi bruge den form for statistik til udover at give begejstringen et ekstra gear? Ingenting! Danmark deltog i OL med 122 atleter, USA med 554. Danmark har 5,7 mill. indbyggere, USA 324 mill. Havde USA deltaget med et antal atleter svarende til Danmark i f.t. deres indbyggertal, skulle de have haft knap 7.000 atleter med og havde så hevet 1.500 medaljer hjem, hvis de alle havde samme potentiale som de 554 de havde sendt! Det ville have været 1 medalje pr. 214.000 US-indbyggere. 576 eller 40% af medaljerne ville i øvrigt have været af guld!

Vil vi bare snydes?
“Det er det vildeste mentale game. Jeg tror måske, at vi danskere ikke er helt godt nok forberedt på det mentale plan” siger Jeanette Ottesen og hun ved om nogen hvad hun taler om med den erfaring hun har som konkurrencesvømmer. Jeg mener at Jeannette har fat i noget centralt i den danske kultur og mentalitet generelt, som også har strenge ind i hvordan vi ser på os selv i erhvervslivet. Vi nøjes gerne med bronze og bliver stillet tilfredse, når blot vi kan føle med atleterne i deres egen overraskelse over at vinde guld selvom de slet ikke havde regnet med det inden de stillede op.
Husk venligst stadig på at min respekt for de danske OL-deltageres præstationer er stor og absolut helhjertet!
Men jeg tror, at vi kan lære meget af at lytte til Jeanette Ottesen og vende hendes udtalelse lidt om, hvis det kan give os mere guld: Vi skal turde tro på, at vi kan vinde guld og ikke stille os tilfredse med bronze eller blot det at deltage. Og så skal vi turde være der blandt de bedste, og have mod og selvtillid til at tro på, at vi har evnen til at være med helt fremme. Som en tidligere kvindelig OL-håndbold deltager sagde det i aften i et TV-interview, så bliver man temmelig benovet til et OL over bare at gå rundt der mellem så mange verdensstjerner. “Hvad laver jeg her?” tænkte hun dengang.

We Can Do It!
Vi har et unikt talent i Danmark for at løse opgaver med stor grad af improvisation, fleksibilitet og med en afsindig kampvilje, som vi er i stand til at fyre af, når det ser allermest håbløst ud! Tænk fx bare på dengang Jonas Warrer og Martin Kirketerp vandt OL-guld i deres 49´er-båd efter et vanvittigt drama på vandet ved Qingdao i 2008 da masten på deres jolle knækkede!

49er OL 2008

Koden til guldet ligger ikke i at træne og gøre som de andre. Der har de for store indbyggertal at finde talenterne imellem. Koden ligger i at overraske med en “7-6” som Danmark gjorde det i håndboldfinalen mod Frankrig. At dyrke det mentale, improvisationens kunst og evnen til at omstille sig lynhurtigt og ikke kun at dyrke boldteknik og svømmetag.
Leger vi med tanken om, at vi er en nation, der med 5,7 mill. indbyggere kan fremelske ét virkeligt talent indenfor hver sportsgren, så kan USA fremelske 60. Hver gang vores ene talent stiller op mod et amerikansk talent, er det altså også op imod det største talent blandt 60. Og det kræver at vores talent har trænet noget andet end det amerikanske talent; noget som kan mobiliseres, når det virkelig gælder! Det skal ikke findes i banelængder, svømmetag eller kasteteknik, men i et mentalt overskud med troen på at selvfølgelig kan guldet da vindes, når kampen skal stå!

Hvorfor nøjes med at være en sølv og bronze nation, når vi har talentet til guld?!

Læs hele artiklen med Jeanette Ottesen her:
http://www.dr.dk/sporten/ol/rio2016/danskere/jeanette-ottesen-danskerne-mangler-vindermentalitet

Ledelse og kultur

Ledelse handler også om, at skabe en kultur, der understøtter organisationens mål og opgaver. Kulturen i en organisation eller på en arbejdsplads er bl.a. karakteriseret ved den måde vi taler sammen på, både det vi siger og måden vi siger det på.
Kommunikationskulturen kan ikke alene forhindre at målene nås, men også være direkte skadelig for trivslen på arbejdspladsen for den enkelte medarbejder. Det vi taler om, og måden vi gør det på, skaber et billede af noget, der således bliver til vores virkelighed.

Blog - Kultur

Stress og mistrivsel opstår i ‘virkeligheden’, men er virkeligheden nu reelt også som vi taler om den? Er problemerne reelt så store, som vi gør dem til? Eksisterer de overhovedet? Går talen på at det er blevet umuligt at løse opgaven eller på hvilken løsning der kan findes? Er det “de andres” skyld eller gør de også deres bedste?
Bidrager du som leder til at tale tingene op eller ned? Gør du det bevidst eller er du bare “røget med på vognen”?
Tør du gå mod strømmen og være mønsterbryder, når kommunikationen skader kulturen?
?

‪#‎Cockpittet‬ ‪#‎TheLeadersChoice‬ ‪#‎YouCanDoit‬ ‪#‎CommunicationAndCulture

Er I et team eller en gruppe?

Blog - cloud climbing

Er I et team eller ‘blot’ en gruppe af mennesker, der arbejder i nogenlunde samme retning mod et måske næsten sammenfaldende mål?
Læg mærke til om din chef/leder mest siger “jeg” eller “vi”, så har du svaret. ?

 

Creative moment ☀️☕️

Blog - Creative moment

Jeg har opdaget, at jeg får de fleste af mine ideer om morgenen. Det udnytter jeg, når jeg har tid, ved bevidst ved at placere mig i inspirerende og rolige omgivelser et par timer. Jeg har altid gang i en masse små blokke, hvor jeg propper mine tanker og ideer ind i. Jeg prøver at dele det lidt struktureret op, fx i hvad der hører til mit faste arbejde, mit eget firma, privatliv og ‘det løse’. Det bygger lidt på mit eget ‘livshjul’, som jeg prøver, at udvikle mig indenfor. Det lykkes ikke helt for mig, at holde strukturen, men det er også okay. Det vigtigste er jo alligevel ideerne og tankerne ?
Hvornår er du kreativ, og hvordan iscenesætter du dine egne ‘creative moments’? ?

‪#‎Cockpittet‬ ‪#‎TheLeadersChoice‬ ‪#‎YouCanDoit‬ ‪#‎creativemoment

Når ledelse lammer

Et voksent menneske med et fuldtidsjob har typisk et liv hvor, arbejdet fylder 20% af de 8.760 timer, der er på et kalenderår med 365 dage. 30% bruges på at sove, hvilket vil sige at der er 50% tilbage til ”alt det andet man gør i livet”.
Disse tre ”tidsblokke” griber let ind i hinanden; tænk bare på hvad bekymringer omkring fx børn, økonomi eller parforhold kan betyde for søvn eller arbejdsindsats. Men omvendt så tages problemer på jobbet også let med ind i både vores søvn og ”alt det andet vi gør i livet”.

Arbejde - Sove - Leve og ledelse - 1

Jeg har som leder selvfølgelig selv begået fejl, som jeg ikke er stolte af, men som jeg har prøvet at blive bedre af. Som med alt andet, læres ledelse bl.a. også gennem fejl. Men så længe man har en oprigtig ambition om hele tiden at forbedre sig, så er det i mine øjne okay at begå fejl. Jeg har heller ikke oplevet, at nogen ikke var klar til at tage imod en undskyldning og komme videre sammen med mig derefter.

Et problem på flere arbejdspladser er desværre dårlig ledelse, hvor lederen ikke ser ud til at ville eller kunne forbedre sig. Jeg har gennem de næsten 30 år jeg har arbejdet med ledelse, set og hørt, så mange eksempler på, hvordan ledelse i en række virksomheder og organisationer påvirker menneskers liv på en meget trist og til tider direkte uværdig måde. Ledelse af mennesker ”rammer”, men undertiden gør det mere: DET LAMMER!

Ledere har undertiden større indflydelse på menneskers livskvalitet end ægtefæller og kærester, og deres ledelse kan være så ødelæggende, at man som virksomhed eller organisation fejler totalt ved ikke at gøre noget ved det! Ikke alene ødelægger man menneskers livskvalitet og gør indhug i deres ”tidsblokke”; man ødelægger også deres mulighed for at levere en god arbejdsindsats. Og det er da decideret dumt!

Arbejde - Sove - Leve og ledelse - 3

Ledelse handler om mennesker og det forpligter! God ledelse begynder med en beslutning: Lederens!

I COCKPITTET arbejder jeg for, at ledelse udføres med HØJDE, hvilket vil sige:
– Ledelse skal LYSE, ikke slukke.
– Ledelse skal LØFTE, ikke trykke.
– Ledelse skal LEVES, ikke tænkes.

COCKPITTET – Ledelse med højde! ?

‪#‎cockpittet‬ ‪#‎ledelsemedhøjde‬ ‪#‎YouCanDoit‬ ‪#‎TheLeadersChoice

Det er vigtigt at have drømme!

Det kan være drømme om små ting, som relativ let kan opnås.
De store drømme er straks lidt vanskeligere, at håndtere. Fordi de ofte kræver, at vi forandrer noget i den måde, vi lever vores liv på. Det kan være alt lige fra at ændre vaner, vi ikke ønsker at holde fast i længere, til at bytte store ‘ting’ ud i livet, som giver os et helt andet liv.

Hvad afholder os fra at gøre drømme til virkelighed? Usikkerheden om vi lykkes? At vi skal give afkald på noget, som vi har accepteret som “godt nok” (og vi ved jo hvad vi har, men ikke hvad vi får…). Det hårde arbejde, der som regel følger med at udleve en drøm?

Hvad får vi, når vi IKKE vælger at opfylde vores drømme? Et “godt nok” liv? Et liv i “Komfort Cellen” uden passion?

Har du en drøm, som du ikke er begyndt at udleve endnu?

Blog - Dreaming

Det er et – drøn irriterende – faktum, at vi kun er en beslutning fra at begynde at leve vores drømme!!

‪#‎cockpittet‬ ‪#‎ledelsemedhøjde‬ ‪#‎itsyourchoice‬ ‪#‎YouCanDoit