BESLUTTER DU KUN MED HOVEDET?

Jeg oplever at vi mange steder har vænnet os til kun at bruge hovedet. Vi lever i et præstations-, måle- og kontrolsamfund, så selvfølgelig arbejder og beslutter vi mest med hovedet. Der skal tænkes, beregnes og indsamles data som aldrig før. Selv det subjektive kan vrides igennem en computer og komme ud som objektive anbefalinger.
New public management bølgen har aldrig været højere. Ja den har vel nærmest nået en faretruende tsunamihøjde! Og det gælder både indenfor det private og offentlige, og meget trist også indenfor skole- og uddannelsessystemet. De næste generationer på arbejdsmarkedet lærer lige nu, at alt skal måles og vejes for at betyde noget; også mennesker… Livet – og kunsten at leve det – er på vej ud af vores kultur!

Vi kan gøre det så meget bedre, hvis bare vi tør bruge hele paletten og lærer at beslutte, ikke kun med hovedet, men også med hjerte og intuition. Vi skal ha’ livet ind i vores ledelse igen. Og det skal vi nu!


I COCKPITTET tror jeg på, at god ledelse først udøves, når du mestrer at lede med dit hoved, dit hjerte og din intuition. Du har det i dig, men der er nok kun tændt for den ene motor: “hovedmotoren”.

Ledelse handler ikke om dig, men det begynder med dig!

🌀

“Skal vi ta’ højre eller venstre ben først?” Spurgte overlægen mig

Det lyder måske som et spørgsmål, som en kirurg kunne stille før han skulle til at amputere et menneskes to ben. Det var nu ikke det han skulle, men det var mine ben han snakkede om. Jeg sad på Silkeborg Sygehus og blev gjort klar til en dobbeltsidet hofteoperation: to nye hofter skulle monteres og hvis nu ikke det gik som planlagt med den første, ville det jo være rart at vide om jeg ønskede den ene eller anden udskiftet først.

Overskriften til min historie kunne også have været: ”Det var med vilje”, for den handler nemlig om hvor langt man kan gå for at nå sine mål, når bare viljen er stærk nok. Det er historien om at hvis målet er vigtigt nok, så kan en tur gennem helvede ikke holde os tilbage fra at nå det. Jeg tør med ordet ”os” godt generalisere på at alle mennesker kan levere ’den store præstation’, hvis de kan blive tilstrækkelig motiveret. Og det tør jeg for hvis jeg kunne, så kan andre også; jeg er nemlig på ingen måde noget overmenneske.

Sagen er at jeg faktisk løb mine hofter i stykker og da de blev skiftet var de så slidte at der ikke var noget brusk tilbage på ”kugle og skål”. Jeg kunne til sidst kun gå eller snare humpe 200 meter før jeg måtte hvile mig på grund af voldsomme smerter, der slet ikke kunne holdes nede med smertestillende håndkøbsmedicin. Og receptpligtigt medicin faldt mig aldrig ind.

Det hele startede med at jeg som pilotelev på Flyveskolen tilbage i 1988 begyndte at få nogle mavesmerter, som ingen kunne forklare udover at det sandsynligvis skyldtes presset over at gå på Flyveskolen, som jo reelt var et udvælgelsesforløb, hvor jeg skulle testes for om jeg var egnet som militærpilot. Kravene var høje og presset stort. Men min motivation var tårnhøj! ”Den store præstation”. Jeg VILLE bestå!

Midt i forløbet er mine mavesmerter så kraftige, at jeg ikke længere får sovet mere end et par timer af gangen og flere nætter sidder jeg på hug op ad en radiator ude på badeværelset og knuger mig sammen for at kunne holde smerterne ud. Jeg spiser kun lidt og taber mig temmelig meget. Alligevel lykkes det mig at blive klar til teoriundervisningen og de krævende flyveture. Selv idrætten klarede jeg. I dag forstår jeg slet ikke hvor viljestyrken kom fra. Lige før jul flyver og består jeg den sidste og afgørende test: ”Final tjekket” og består hele kurset som nummer 2 i klassen. Det skriver jeg ikke for at prale, for jeg skulle slet ikke være nået så langt. Jeg skriver det for at understrege at det ikke var søvn og sund kost, der fik mig igennem, men ene og alene min vilje.

I juleferien bliver mine mavesmerter så voldsomme, at jeg næsten kun ligger i sengen. Efter ferien er jeg en uge på Flyveskolen, men kan ikke mere. Om søndagen i weekenden efter den uge bliver jeg indlagt på Herning Sygehus og diagnosen hedder blindtarmsbetændelse. Da jeg vågner op efter operationen får jeg at vide at de udover blindtarmen havde været nødt til at fjerne både noget af tyktarmen og tyndtarmen. Jeg var egentlig ligeglad for jeg havde ingen smerter længere og efter et par dage begyndte maven at fungere og jeg kunne spise uden det gjorde ondt bagefter. Jeg tænkte at nu skulle jeg lige bruge et par uger, så kunne jeg komme videre på officerskursus i Oksbøl i 5 måneder og så videre til USA på flyveskole.

Nogle dage senere var der stuegang og jeg husker at en ældre og meget formel overlæge lænede sig indover mig og sagde: ”Ja, det var jo så altså ondartet”. Jeg lå på en 8-mandsstue, kiggede over på sidemanden og tænkte at det måtte være ham overlægen talte om. Lige så kort overlægens besked var lige så hurtigt var han videre på stuegangen. En sygeplejerske kom hen og spurgte om jeg forstod hvad overlægen havde sagt til mig. Og nej da, jeg fattede intet for jeg havde ikke hørt, at der overhovedet havde været mistanke om at det kunne have været kræft, der havde været årsagen til det smertehelvede jeg havde gennemlevet de sidste 3-4 måneder.

Pludselig var jeg blevet kræftpatient og indlagt på Aarhus Kommunehospital og blev undersøgt for at finde ud af om der kunne spores mere kræft i min krop. Det kunne der umiddelbart ikke, men for en sikkerhedsskyld fik jeg en meget intensiv kemokur, som havde et hav af bivirkninger. Jeg husker at jeg til den sidste lægesamtale, inden kuren blev sat i gang, fik at vide, at det var fint, at jeg var i så god fysisk form og at det var vigtigt, at jeg også fik motioneret mens jeg var i behandling. Havde han kendt mig bedre ville han nok have formuleret det anderledes, men jeg tolkede det som at 5-8 kilometers løb hver anden dag og 40 kilometer på cykel de andre dage måtte være passende.

Desværre var en af bivirkningerne ved kemoen, at mine knogler blev bløde og da specielt hofterne blev hårdt belastet, så gik der ikke lang tid før jeg fik smerter, når jeg løb. Efter de 12 uger, som kuren tog, var mine hofteled allerede blevet slidt skæve. Nye smerter i min krop blev en del af hverdagen, og da mine hofter ikke var ødelagt ens i begge sider, så kom jeg til at halte og trække på det ene ben. I et års tid kunne jeg ikke løfte mine knæ højre end at jeg på trapper kun kunne tage trinene med det ene ben.

Der kom langsomt lidt bedring; smerterne aftog næsten helt, men slidtagen var uoprettelig. Til gengæld var vejen et par år senere åben for at jeg kunne genoptage pilotuddannelsen. Da forsvaret ikke vidste hvilket ben de skulle stå på i forhold til at lade mig fortsætte, solgte jeg min bil og købte civile flyvetimer for nu VILLE jeg mere end nogensinde være pilot!

Jeg var godt i gang med uddannelsen som trafikpilot, da forsvaret godkendte mig til at fortsætte den militære uddannelse. Og kort tid efter stod jeg i USA som pilotelev og kunne endelig fortsætte min store drøm. Jeg kan huske at min første flyveinstruktør roste min flyvning (men han vidste jo heller ikke at jeg havde smugtrænet lidt hjemmefra) og lod en bemærkning falde om, at det var på trods af, at jeg godt nok gik lidt underligt. Jeg var ligeglad for jeg var på vej til at blive pilot og ingenting skulle stoppe mig nu.

Det var der heller ingenting der gjorde og efter nogle års tjeneste som pilot og flyveinstruktør var jeg tilbage på Flyveskolen, nu bare som instruktør. Og jeg vidste hvad der skulle til for at klare kravene der som elev: VILJE! Det varede dog ikke længe før jeg igen selv fik brug for den…

Jeg blev optaget på Flyvevåbnets kaptajnskursus i 2003 og et af adgangskravene var at jeg skulle bestå en løbetest. Jeg havde indtil da fået dispensation fra løbekravet, men den gik altså ikke, hvis jeg ville være kaptajn; og det VILLE jeg! Efter et par måneder med smertelig løbetræning gik jeg op og bestod løbetesten. I løbet af kaptajnsuddannelsen fandt jeg ud af, at jeg også skulle bestå den for at få den ansættelseskontrakt, der fulgte med min kaptajnsuddannelse. Og selvom smerterne var kommet tilbage efter den første løbetest, så trænede jeg mig op til den og bestod den og det endda ikke engang som den sidste der kom over målstregen.

Derefter gik det kun ned ad bakke. Smerterne tiltog og min halten blev værre og værre. Et halv års tid før jeg blev opereret var mine ben blevet så stive og smerterne så kraftige, at jeg en dag måtte liste mig over i hangaren og udtænke og afprøve en teknik til hvordan jeg dagen efter kunne kravle op i flyet; for jeg VILLE flyve!

Heldigvis fik jeg samtidig stor hjælp og støtte fra Flyvevåbnets læger til at få afklaret hvorvidt det både var forsvarligt at blive ved med at flyve med mine dårlige ben og hvordan det kunne lade sig gøre at fortsætte med at flyve, hvis nu jeg besluttede mig for at få to nye hofter.

Kort tid efter måtte jeg give efter og blev henvist til en hofteoperation på Silkeborg Sygehus. Operationen gik godt og begge hofter blev udskiftet samme dag. 3 måneder senere sad jeg atter i min flyvemaskine og nød at kunne flyve mere end 10 minutter inden smerter gjorde det ubehageligt at være spændt fast i flyets noget uergonomiske sæde.

Mit budskab er ikke, at man kan hvad man vil, men snarere at hvis vi virkelig, virkelig; altså VIRKELIG vil noget, så kan vi præstere det overmenneskelige! Prisen, ja den skal så betales bagefter. Jeg brugte min vilje på, at nå det jeg ville på mine egne vegne. Prisen var et mangeårigt smertehelvede og to kunstige hofter. 

Anderledes bliver det, når vi bruger vores vilje til at få andre til at præstere noget overmenneskeligt. Der er stadig en pris der skal betales; nu er det bare et andet menneske der kommer til det.

Vi snakker ‘high performance teams’ som aldrig før, og om jagten på den store præstation for at nå de sorte tal på bundlinjen. Derfor har sportsverden også kunnet inspirere med sine sejrer og imponerende præstationer udøvet af sportsfolk, der er blevet inspireret, motiveret og drevet frem af deres vilje og nogle dygtige coaches.

Der har været et sultent marked som coaches, sportsflok og militærfolk som mig selv har kunnet lukrere på i 1-2 årtier. Aldrig før er så mange chefer og ledere blevet trænet til selv at levere den store præstation og få skabt high performance teams i de virksomheder de er ansat i. 

Resultatet? Vi har fået skabt holdninger og kulturer i både de private og offentlige sektorer, der dikterer at alt skal have fokus på resultater, præstationer og effektivitet. Vi har nærmest gjort det til et mål at få ét menneske til at udføre det samme som der skulle to mennesker til tidligere. Prisen; ja den skal jo betales og det bliver den som aldrig før! Stress, depression, sygemeldinger på grund af overbelastning og dårligt arbejdsmiljø taler sit eget tydelige sprog.

Heldigvis er der også en løsning. Den kræver imidlertid en opvågning og en accept af problemet. Og en forståelse for at det, der skaber problemet også skal løse det, nemlig LEDELSE. 

Det er på høje tid, at vi begynder at lede på en måde, så mennesker ikke går i stykker af det. Hverken de der leder eller dem de leder. Målet for fremtidens ledelse skal være skabelsen af bæredygtige kulturer, som mennesker trives og blomstrer i. De første der formår at omstille sig, bliver fremtidens vindere. 

Præmien? Liv i balance og flow med kvalitet og energi. Ikke kun i arbejdslivet, men i hele livet.

Det er min mission med COCKPITTET 🌀

SKAB BÆREDYGTIGE ARBEJDSKULTURER

WHO forudser at stress og depression vil blive en af de største sygdomsfaktorer i år 2020. Hver dag er 35.000 danskere sygemeldt pga. psykisk dårligt arbejdsmiljø. Mindst 250.000 danskere lider af alvorlig stress og en halv million føler sig udbrændte på jobbet.

Jagten på sorte tal og “Den store præstation” har hånd i hånd med groteske måle- og kontrolsystemer skabt syge kulturer på private og offentlige arbejdspladser. Og det spreder sig længere ud end det; det har også fundet ind i vores skoler og uddannelsesinstitutioner. Ja faktisk helt ind i vores private liv.

Vi ved det jo godt, ikk’? Men mange oplever sikkert også, at det er blevet så omfattende og uoverskueligt, at der ikke er nogen vej ud af det. Vi ved også godt at “effektiviseringer” ikke længere har noget at gøre med at arbejde smartere. Det handler kun om at spare og skære længere ind end til benet. 


Alt dette er desværre hverdag for rigtig mange mennesker! Og det kan vi simpelthen ikke være bekendt!

Vi kan gøre det bedre! Og hvis vi kan, så skal vi også! Vi kan blandt andet gøre det gennem god ledelse, der skaber bæredygtige arbejdskulturer, hvor mennesker oplever balance og flow, og får energi af at gå på arbejde.

Det er min mission med COCKPITTET 🌀

FLY FOR KIDS

Alt for mange børn kæmper hårde personlige kampe. Det er kampe mod angst, lavt selvværd, sygdomme, mobning, stress, ensomhed og mange andre ting. Det er også kampe som er afsindigt hårde for det enkelte barn og det virker totalt uretfærdigt, at de så tidligt i livet skal stå med så store udfordringer! 
Jeg har, som så mange andre, selv kæmpet hårde kampe. Jeg har også vundet nogle af de helt afgørende kampe og opnået det, jeg har drømt allermest om, nemlig at blive pilot. 
Os der flyver flyvemaskine, hvad enten det er som mekaniker, redder, pilot, observatør eller noget andet og hvad enten vi flyver helikopter, varmluftsballon, passagerfly, jagerfly eller hangglider, ved hvad det vil sige, at nå en livsdrøm og hvilken benhård indsats der ofte ligger bagved. Vi ved også hvilke ressourcer, vi har fået til at kæmpe nye kampe med gennem den indsats. Det er menneskelige ressourcer, som vi også kan bruge til at hjælpe andre med og de første må være vores børn! 
FLY FOR KIDS er et projekt, hvor vi der udlever drømmen om at flyve, kan støtte børn der kæmper for en ny chance i livet. Om du flyver svævefly eller rumraket, papirflyver eller drage, så kan du bidrage til at give børn et kærligt løft, så også de bliver ressourcestærke mennesker, der kan udleve deres egne store drømme.


Projektet er endnu i sin spæde begyndelse, men følg med på siden her og se hvordan og med hvad du kan støtte. Jeg arbejder lige nu på nogle konkrete ideer:
– Salg af merchandises som fx nøgleringe, stof- og klistermærker og drager med FLY FOR KIDS logo: den unge fugl Phønix.

– Et PR-fremstød for projektet, hvor den unge fugl Phønix bliver sendt en tur jorden rundt i cockpittet i så mange fly som muligt.

– En indsamling; i år til støtte for de 750 børn, der hvert år får et ophold på et af Julemærkehjemmene.

– Events og aktiviteter der støtter børnene direkte i de kampe de kæmper.

FLY FOR KIDS – Et projekt, som støtter børn og unge, der kæmper for en ny chance i livet.
Happy Landing!

Lars Bæhrenz

“DET VAR ONDARTET!”

Jeg husker ikke den præcise dato, men det var en januar morgen i 1989. Der var stuegang på Herning Sygehus og overlægen var nået hen til min seng på den ottemandsstue jeg lå på. ”Det var ondartet!” sagde han. Bag ham stod en meget stille sygeplejerske og hørte vores samtale, som slet ikke var nogen samtale. Faktisk husker jeg ikke, at han sagde ret mere end: ”Det var ondartet!”. Måske gjorde han det alligevel. Måske var jeg bare holdt op med at høre efter…

Jeg var aldeles uforberedt og det kom som lyn fra en klar himmel. Jeg var en lille uges tid tidligere blevet opereret og havde fået fjernet noget af min tyk- og tyndtarm. Inden operationen havde jeg dagligt igennem et lille halvt års tid haft de mest afsindige mavesmerter. De var fuldstændig væk nu og jeg følte, at jeg var i hurtig bedring ovenpå operationen. Slanger og dræn var blevet fjernet og jeg kunne gå normalt på toilet. Jeg var faktisk slet ikke klar over, at der var blevet taget vævsprøver, som var sendt til undersøgelse.
Derfor blev jeg umiddelbart mere overrasket end forskrækket, da overlægen fortalte at ”Det var ondartet!”. Jeg var helt uforberedt og var, udover en stille sygeplejerske og mine medpatienter, alene på stuen; ingen pårørende var der… Stemningen på stuen havde været fin og munter for ingen af os fejlede noget alvorligt, som vi ikke var i bedring over.
Overlægen gik og sygeplejersken kom hen og informerede mig lidt mere detaljeret om, hvad det var, han lige havde sagt.

Det sidste års tid havde jeg været pilotelev på Flyveskolen på Flyvestation Avnø ved Næstved og havde lige før julen 1988 bestået den sidste flyveprøve, det såkaldte ”Final Check”, som er det nåleøje, man skal igennem for at blive pilot i Forsvaret. Jeg husker, at det første jeg tænkte efter, at have modtaget overlægens besked var: ”Øv, der røg pilotuddannelsen sgu’!”, men også at jeg jo så bare måtte gøre den ingeniøruddannelse færdig, som jeg havde fået orlov fra.
Det sidste halve år på pilotuddannelsen havde været selve pilotudvælgelsen, som havde budt på meget teori og mange eksamener og selvfølgelig også en del flyveture. Jeg husker stadig hvordan jeg hver nat de sidste tre måneder havde siddet på gulvet ude på badeværelset, og knuget mig sammen på hug, da det gjorde smerterne en smule mindre. Efter 2-3 timer var smerterne aftaget så meget, at jeg udkørt kunne liste i seng og få nogle få timers søvn. Vi boede på tomandsværelser på Flyveskolen, men min makker var desværre afgået fra udvælgelsen, så jeg havde værelset for mig selv i den periode. Jeg var ked af at han var afgået fra skolen, men det gjorde det også muligt for mig at være alene i det smertehelvede, jeg gennemlevede hver nat.
Jeg havde opsøgt Flyveskolens læge nogle gange, men uden at blive undersøgt grundigt. Jeg har sikkert også underdrevet problemet lidt for ikke at risikere, at miste chancen for at blive pilot… Men det var altså ondartet og havde siddet i nogle lymfekirtler omkring tarmene.

Da jeg skulle opereres var det stadig lykkedes mig at tale problemet ned, så der var kun blevet lagt an til en blindtarmsoperation. Men da jeg var blevet bedøvet og operationen var gået i gang, kunne jeg af gode grunde ikke længere holde noget skjult. Det ses også af det ar, jeg har, at operationen var begyndt som en blindtarmsoperation og at der efterfølgende var skåret i både retning og længde til noget andet og mere end blot en fjernelse af min blindtarm. Det havde vist ikke set så godt ud, da der først var frit kig ind i min bug. Der var gået hul på tarmene og det var i absolut sidste øjeblik at jeg havde overgivet mig til kirurgerne, som til gengæld gjorde et fint arbejde med at få ryddet op og syet ”tingene” sammen igen.
Men de havde altså sendt noget af det væv, de fjernede til undersøgelse og ”det var ondartet” det, de fandt. En meget surrealistisk besked at få som 25 årig, især da jeg ikke havde haft det så godt længe, som jeg havde det den januarmorgen. Jeg havde tabt mig omkring 15 kilo, tror jeg, men var faktisk i en temmelig god fysisk form, da jeg ikke havde svigtet idrætten og løbeturene. Jeg kunne igen spise og drikke uden at det gjorde ondt kort tid efter. Mit sår helede også pænt op. Og da jeg ikke anede, at der var sendt vævsprøver til undersøgelse, var jeg optimistisk på vej op og skulle lige om lidt i gang med næste trin i uddannelsen og om et halvt år til USA på flyveskole. Men den drøm stoppede lige der den morgen…

Da overlægen var gået, kom sygeplejersken hen til mig og spurgte om hvordan jeg havde det med beskeden. Der var blevet meget stille på stuen efter overlægen havde afleveret beskeden til mig og snakken ville ikke rigtig i gang igen. Jeg husker at alle var tavse og at stemningen blev noget trykket, men også at den slet ikke matchede, hvordan jeg oplevede situationen. Det faldt mig aldrig ind, at man faktisk kunne dø af noget, der var ondartet og det blev aldrig en af de muligheder, jeg så for mig i det næste, der skulle eller kunne ske i mit liv…
Jeg kom i de næste uger igennem et hav af undersøgelse på Kommunehospitalet i Aarhus og ingenting blev fundet, som kunne indikere, at der var noget ondartet tilbage i mig. Men jeg blev anbefalet en kemobehandling alligevel, da de vævsundersøgelser man havde foretaget, viste at cancertypen var en temmelig aggressiv en af slagsen.
I 12 uger kørte min far mig til Aarhus en gang om ugen, for at jeg ambulant kunne få en portion kemo. Det var hård kost og min krop blev da også banket totalt ned i løbet af få uger. Jeg var sygemeldt mens det stod på og tiden var pludselig lang, så det var med at få nogle daglige rutiner indlagt. Appetitten fejlede ingenting, da jeg fik noget medicin, der hjalp den lidt på vej, så måltiderne blev vigtige ligesom madudsendelser i fjernsynet også gjorde det. Jeg var blevet anbefalet at motionere, så hver dag cyklede jeg omkring 30-40 kilometer og løb ofte også 4-5 kilometer om aftenen.

Jeg gik aldrig i gang med at forberede mig på at komme tilbage til ingeniørstudiet. Jeg vidste bare at jeg skulle tilbage i et cockpit. Jeg ville flyve; – mere end nogensinde! Turen igennem kemobehandlingen og den efterfølgende restituering fik derfor også en meget symbolsk betydning for min kamp om at nå min pilotdrøm. To år senere blev jeg helbredsmæssigt godkendt som trafikflyver og begyndte at købe flyvetimer for alle mine penge. Jeg nåede ikke at gøre det færdig, for året efter godkendte Forsvaret, at jeg måtte genoptage min militære pilotuddannelse.

14317581_1279834415361452_5154309995057989956_n

I dag, mere end 20 år senere, bliver jeg stadig mindet om en kamp, der blev vundet på troen på – og viljen til – virkelig at ville det: Nemlig hver gang jeg kravler op i et cockpit og tager turen op mellem skyerne! Når jeg sidder deroppe og tager et af mine ”vinge”-billeder, så føler jeg måske nok en vis stolthed over mit fag, men især føler jeg kæmpe stor taknemmelighed fordi jeg fik en chance til i livet…
_____________________

Jeg oplever, at der i alle vores kampe – store som små – ligger en mulighed for læring. Læring som vi kan vokse af og bruge senere i livet. Det handler mit næste blog-indlæg om.

14238221_1279834402028120_7298337745246303564_n

De satans forandringer! Eller…?

Hvilken størrelse har ledelse?

Ledelse er en fantastisk ‘størrelse’, for det er det nemlig overhovedet ikke!  Ledelse er ikke en endelig størrelse, som vi én gang for alle bare får styr på og som vi får sat på en eviggyldig formel. Det er jo også derfor, der bliver skrevet så mange bøger om ledelse, som alle giver et bud på hvad ledelse egentlig er for en størrelse. Ledelse forandrer sig konstant, både hvad det er og hvordan vi udøver den. Det er nok det mest eviggyldige vi kan sige om ledelse!? Dem der udøver ledelse, dem det “går ud over”, og den kontekst den udøves i, forandrer sig konstant. Så forandring er det eneste, der altid vil være en fællesnævner for ledelse!

Forandring og ledelse

Der er sagt og skrevet meget om forandring og ledelse. At lede forandring er også forsøgt sat på en endegyldig formel, men uden held. Derfor vil der også i fremtiden blive udgivet flere bøger om forandringsledelse. Også nogle frække bøger, som pludselig vender det hele på hovedet og kalder det ledelsesforandring eller forandringslede.
Men kendsgerningen er, at ledelse altid handler om at flytte noget. Ledelse er at nå mål, hvilket kræver bevægelse, og med bevægelse følger forandring. Arh hva´!? Hvad så med ambitionen om at bevare stabilitet og status quo? Der flytter vi os jo ikke? Jo, det gør vi faktisk! At “blive på stedet” er som ligge for anker med et skib. Det kan godt være, at skibet ligger stille i forhold til en geografisk position, men det omkringliggende – vandet – bevæger sig konstant og til tider er bølgerne høje. Selv for anker skal skibet holdes i vandet. Stabilitet og ‘status quo’ er derfor noget relativt, som kræver ligeså meget ledelse som at sætte kurs mod en ny havn.

Derfor undrer det mig også, at forandring får så stor en plads i relation til ledelse i og med det er den eneste konstant, der indgår i ledelsesformlen…

Det skal bare give mening!

Blog - ChangesForandringer bliver talt om som om, det er noget, der altid møder kæmpemæssig modstand og som kræver brændende platforme for at rive folk ud af deres ‘komfort celler’.

Jeg tænker snarere at alle faktisk gerne vil opleve forandring og bidrage til den, når det giver god mening! Den modstand vi, som ledere oplever mod forandring, er jo blot et sundhedstegn og skal mere ses som en udfordring af, hvad det er, som giver mening ved at gøre det, vi nu ønsker skal ske. Det er en måde, hvorpå vi får trykprøvet vores intentioner og idéer.
Modstand mod forandring er lederens oplevelse, ikke den ledtes. Lidt ligesom, når en fodboldspiller efter en kamp udtaler, at det var en stærk modstander, de var oppe imod. Det er jo hans oplevelse og ikke et udtryk for om modstanderen reelt er stærk.

Når vi som ledere oplever at stå overfor en modstander i forbindelse med det, vi ønsker at nå og bliver udfordret på vores plan, så er det fordi, vi endnu ikke har været tilstrækkelig dygtige til at overbevise om, at det giver god mening at udføre den. … And it´s really that easy!

Spørg hvorfor?

Der er en tendens til, at vi som ledere springer motivationen for, hvorfor vi ønsker en plan gennemført over, når vi skal forklare den til dem, der skal realisere den sammen med os. De overvejelser har vi lige selv været igennem, hvilket jo har affødt planen… Men dem vi er leder for, har typisk ikke været med i den proces og de mange overvejelser om hvorfor.
Det kan ikke understreges nok, hvor meget det betyder at motivere sin plan overfor dem, vi skal udføre den sammen med. Brug rigtig meget tid på at overveje og beskrive HVORFOR; også meget mere end du umiddelbart tænker er nødvendigt. Derefter kan du beskrive hvad og hvordan det skal ske…

Der er ikke noget quick fix til ledelse. Og når du oplever modstand, så er det din oplevelse, og blot en indikation på at du ikke har besvaret spørgsmålet om “hvorfor?” tilfredsstillende endnu.

Hvorfor er COCKPITTET´s logo en spiral?

LogoDet er min erfaring, at de udfordringer jeg møder undervejs i mit liv, både på det private og professionelle plan, dukker op igen og igen, indtil jeg får lært at tackle dem rigtigt. Det kan fx være i relation til min måde at håndtere en medarbejder eller mine børn i bestemte sammenhænge. Hvis ikke jeg lykkedes med at “lukke sagen”, så vil jeg senere opleve mig selv i situation identisk med den forrige.
Jeg ser mit liv som en bevægelse fra centrum og ud langs en spiral. Det jeg oplever undervejs prøver jeg at lære af, men accepterer også, at der altid kan læres mere. Det får jeg så chancen for næste gang jeg kommer til samme sted; nu bare med læringen fra sidste gang i bagagen.
“Stedet” på spiralen kan du forestille dig som en eger i et hjul. Jo længere væk fra centrum af spiralen du befinder dig, desto mere har du lært på dette sted. Da spiralen ikke synes at have en ende betyder det også at vi altid kan lære noget mere. Deraf kommer også mit udtryk om at vi hele tiden skal stræbe efter at blive en bedre udgave af os selv. Det være sig som det menneske vi er professionelt, personligt og privat. Det kan nemlig ikke adskilles, hvis vi som leder ønsker at udvikle os hen imod at være autentiske. At være leder er ikke noget vi spiller, det er noget vi er i relation til nogle andre mennesker. Ligesom når vi er far, mor, ven, kæreste eller ægtefælle.

Er Danmark kun en sølv og bronze nation?

TILLYKKE!
Stort TILLYKKE til de danske OL-deltagere, der har taget medaljer med hjem til Danmark! Jeg har dyb respekt for deres præstationer og er som mange andre blevet rørt over at se deres forløsning, når de efter flere års hårdt slid, endelig står der til OL med medaljen om halsen. Særligt Pernille Blumes reaktion ovenpå sin guldmedalje i 50 meter fri ramte mig lige i hjertet og kaldte mere end én tåre frem.

Danmark nr. 5 i verden!?
Lige nu er OL-deltagerne på vej hjem fra Rio og Danmark samler sig i stolthed om de mange følelser som OL´et har givet os. 15 medaljer blev det til Danmark denne gang, flere end nogensinde før. Og nogen har endda regnet ud, at Danmark placerer sig som nr. 5 i verden, når vi gør op hvor mange indbyggere, der går på en OL-medalje. 1 medalje pr. 380.000 indbyggere mod fx USA´s 1 pr. 2,7 mill. indbyggere.
Hvad kan vi bruge den form for statistik til udover at give begejstringen et ekstra gear? Ingenting! Danmark deltog i OL med 122 atleter, USA med 554. Danmark har 5,7 mill. indbyggere, USA 324 mill. Havde USA deltaget med et antal atleter svarende til Danmark i f.t. deres indbyggertal, skulle de have haft knap 7.000 atleter med og havde så hevet 1.500 medaljer hjem, hvis de alle havde samme potentiale som de 554 de havde sendt! Det ville have været 1 medalje pr. 214.000 US-indbyggere. 576 eller 40% af medaljerne ville i øvrigt have været af guld!

Vil vi bare snydes?
“Det er det vildeste mentale game. Jeg tror måske, at vi danskere ikke er helt godt nok forberedt på det mentale plan” siger Jeanette Ottesen og hun ved om nogen hvad hun taler om med den erfaring hun har som konkurrencesvømmer. Jeg mener at Jeannette har fat i noget centralt i den danske kultur og mentalitet generelt, som også har strenge ind i hvordan vi ser på os selv i erhvervslivet. Vi nøjes gerne med bronze og bliver stillet tilfredse, når blot vi kan føle med atleterne i deres egen overraskelse over at vinde guld selvom de slet ikke havde regnet med det inden de stillede op.
Husk venligst stadig på at min respekt for de danske OL-deltageres præstationer er stor og absolut helhjertet!
Men jeg tror, at vi kan lære meget af at lytte til Jeanette Ottesen og vende hendes udtalelse lidt om, hvis det kan give os mere guld: Vi skal turde tro på, at vi kan vinde guld og ikke stille os tilfredse med bronze eller blot det at deltage. Og så skal vi turde være der blandt de bedste, og have mod og selvtillid til at tro på, at vi har evnen til at være med helt fremme. Som en tidligere kvindelig OL-håndbold deltager sagde det i aften i et TV-interview, så bliver man temmelig benovet til et OL over bare at gå rundt der mellem så mange verdensstjerner. “Hvad laver jeg her?” tænkte hun dengang.

We Can Do It!
Vi har et unikt talent i Danmark for at løse opgaver med stor grad af improvisation, fleksibilitet og med en afsindig kampvilje, som vi er i stand til at fyre af, når det ser allermest håbløst ud! Tænk fx bare på dengang Jonas Warrer og Martin Kirketerp vandt OL-guld i deres 49´er-båd efter et vanvittigt drama på vandet ved Qingdao i 2008 da masten på deres jolle knækkede!

49er OL 2008

Koden til guldet ligger ikke i at træne og gøre som de andre. Der har de for store indbyggertal at finde talenterne imellem. Koden ligger i at overraske med en “7-6” som Danmark gjorde det i håndboldfinalen mod Frankrig. At dyrke det mentale, improvisationens kunst og evnen til at omstille sig lynhurtigt og ikke kun at dyrke boldteknik og svømmetag.
Leger vi med tanken om, at vi er en nation, der med 5,7 mill. indbyggere kan fremelske ét virkeligt talent indenfor hver sportsgren, så kan USA fremelske 60. Hver gang vores ene talent stiller op mod et amerikansk talent, er det altså også op imod det største talent blandt 60. Og det kræver at vores talent har trænet noget andet end det amerikanske talent; noget som kan mobiliseres, når det virkelig gælder! Det skal ikke findes i banelængder, svømmetag eller kasteteknik, men i et mentalt overskud med troen på at selvfølgelig kan guldet da vindes, når kampen skal stå!

Hvorfor nøjes med at være en sølv og bronze nation, når vi har talentet til guld?!

Læs hele artiklen med Jeanette Ottesen her:
http://www.dr.dk/sporten/ol/rio2016/danskere/jeanette-ottesen-danskerne-mangler-vindermentalitet

Konceptudvikling i Cockpittet

Efterhånden som værktøjerne bliver slebet til, ryger de ned i værktøjskassen. Cockpittets værktøjskasse kalder jeg Z-box (Z som i “ZET”) og indeholder de værktøjer, som enhver leder har brug for at navigere rundt i lederskabet. 🌀

Blog - Z-Box

‪#‎Cockpittet‬ ‪#‎TheLeadersChoice‬ ‪#‎Zbox‬ ‪#‎ZoomExploreTask‬ ‪#‎E3E‬ ‪#‎WHW‬ ‪#‎Ledelsei3D‬ ‪#‎YouCanDoit